Pølsehorn er altid et hit, og så er de gode at have i fryseren, hvis man lige skal have en hurtig hapser. Denne opskrift giver omkring 30-32 pølsehorn. Dejen er baseret på min opskrift på boller.

 

Ingredienser

  • 200 gr smør
  • 2 æg (+1-2 æg til pensling)
  • 50 gr gær
  • 1 spsk sukker 
  • 1000 gr hvedemel
  • 5 dl mælk (gerne sødmælk, men letmælk kan også sagtens bruges)
  • Lidt salt
  • 3 spsk hørfrø (kan undlades)
  • 15-20 pølser som skæres i halve

Tilberedning

  • Smelt smør ved lav varme i en gryde
  • Bland gær og sukker, gerne med en køkkenmaskine
  • Når smøret er smeltet kommer du mælken ned i gryden. Afvent til blandingen er lunken, og bland det med gæret og sukkeret. 
  • Pisk de 2 æg sammen i en skål og kom dem ned i smørblandingen. Lad det piske/røre godt sammen. 
  • Kom salt i. ca. 1 tsk. 
  • Kom lidt efter lidt melet og hørfrø i og lad det ælte godt sammen. 
  • Lad dejen hæve i 45 min. 
  • Skær din dej i mindre stykker og rul dem ud til en rund cirkel og skær den i ottendedele.
  • Rul dine pølsehorn og læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i 15 min. - og gerne lidt ekstra, hvis du ikke har travlt.
  • Pensl dine horn med pisket æg og bag dem ved 225 grader i 13-15 min. i midten af ovnen. 
  • Lad dem afkøle lidt, men nyd dem gerne lune.